Salsamusikken

Det er ikke så enkelt at beskrive salsamusikkens oprindelse, da betegnelsen salsa både er en paraplybetegnelse for en række latinamerikanske rytmer samt en unik stilart, som blev udviklet i New York fra midten af 60’erne til midten af 70’erne. Salsamusik er 4/4-takts musik. Den indeholder flere lag og instrumenter, som kan sammensættes og bruges på vidt forskellige måder. Et gennemgående træk ved al salsamusik er dog, at grundrytmen udgøres af den cubanske claves-rytme.

Revolution og blokade

Efter revolutionen i 1959 overtog Fidel Castro som bekendt magten på Cuba. I kølvandet af Cubakrisen i 1962 blev strømmen af musik og musikere fra Cuba stoppet af en effektiv blokade. Eftersom specielt de cubanske rytmer forinden havde opnået stor popularitet i USA, blev musikken i tiden efter blokaden videreført og videreudviklet af

Fania – New York Marketing

I 1964 blev pladeselskabet Fania (også kaldt ”Latin Motown”) grundlagt. Fania blev hoveddrivkraften bag salg og udvikling af de latinamerikanske rytmer i New York. Rytmerne var mange, og de fleste havde svært ved at skelne dem fra hinanden, hvorfor der med tiden opstod et behov for at finde en samlet ”salgsbetegnelse”. Denne betegnelse blev ”salsa”, der direkte oversat betyder ”sovs” – eller mere præcist ”en blanding af forskellige ingredienser”.

Dannelsen af den musikalske stilart ”salsa”

I New Yorks Spanish Harlem blev cubanske rytmer som Rumba, Són Montuno, Guaracha, Mambo, Cha Cha Cha, Danzón, Són, Guaguanco, Guajira og Charanga flittigt videreført, nyfortolket og mikset med bl.a. Plena, Bomba, Cubop Latin Jazz og R’n’B til den nye stilart Salsa.

Spredning tilbage til Latinamerika

Fra New York spredte salsaen sig herefter tilbage til Latinamerika, hvor hovedsagelig Colombia, Venezuela og Puerto Rico bidrog til den videre udvikling. Her opstod bl.a. en helt ny genre i 80’erne, nemlig ”Salsa Romántica”. Salsaen fortsatte med at indoptage elementer fra forskellige musikstilarter (som fx Hip Hop, Rap og Merengue), og i 90’erne genindtrådte Cuba på den latinamerikanske musikscene efter lang tids isolation. Cuba bidrog bl.a. med nye rytmer som Songo og Timba, der i dag også markedsføres som salsa.

Salsamusik i dag

Salsa er i dag et internationalt fænomen med mange forskellige “sounds” og energiniveauer. De fire væsentligste bidragydere til den nutidige salsa må siges at være Colombia, Cuba, New York/USA & Puerto Rico. Den cubanske variant af salsa (Songo og Timba) adskiller sig dog væsentligt fra de øvrige tre.

Hvis du vil på jagt efter noget salsamusik, kan følgende orkestre anbefales:

  • Colombia: Fruko Y Sus Tesos, Grupo Gale, Grupo Niche, Los Titanes & Sonora Carruseles
  • Cuba: Charanga Habanera, Issac Delgado, Los Van Van, Manolito y Su Trabuco og Pupy y Los Que Son Son
  • New York: George Delgado, Jimmy Bosch, Los Soneros Del Barrio, Spanish Harlem Orquesta & Wayne Gorbea
  • Puerto Rico: El Gran Combo, Gilberto Santa Rosa, La Sonora Ponceña, Puerto Rican Power & Victor Manuelle